Pytten ved Rampen
Fra Politikens bagside, som jeg af og til leverer tekster og billeder til.
Et drama om en vandpyt.
Ved Hovedbanegårdens sydøstligste hjørne forbindes det trafikale kaos på Tietgensbroen med byens travleste narkogade af en lille rampe. Stedet har ikke noget navn, der er ingen der nogensinde har opholdt sig på den lille bakke, som skråner stejlt ned mod den sørgelige ende af Rewentlowsgade.
Ingen regner den for noget, man forventer bare den er der og skænker den ellers aldrig en tanke.
Den har ikke en chance i en arkitektur-kanon og når de taler om nye byrum på Rådhuset, står den allerbagest i køen.
Og dog er det et sted der er værd at dvæle ved. Netop fordi det er et skodsted ingen forbinder med noget, har det en ganske særlig kvalitet som ellers helt er forsvundet fra byen.
Et terrain vague.
Men så i går gjorde den lille rampe sig bemærket.
Risten for foden af bakken gav op overfor de store vandmængder og oversvømmede det sidste lille flade stykke, så de travle rejsende, junkierne, husmødrene, turisterne, studenterne og fulderikkerne måtte springe flikflak for at passere.
Heldigvis havde nogen lagt en tyk bjælke midt i kæmpepytten.
»Det var da ulideligt«, mente en pæn dame der hoppede for kort og fik vand i skoen.
»Un expedition«, sagde en fransk turist til sin kone, som heller ikke slap uden en sok.
Enkelte var smarte og kantede sig hen til bjælken via cykelstativet, mens andre helt opgav at løse problemet og bare vendte om og gik en anden vej. Det var særligt amerikanske turister. En junkie i gummisko vadede bare igennem vandet fuldstændig upåvirket.
Ja, i hvertfald af situationen.
Palle, som hver dag fejer fortovet omkring hovedbanen med sin kost, er måske den der kender rampen bedst af alle. Han mener, at de ødelagde kloakken under bakken, da de fjernede de gamle bunkers nedenunder. Og siger, at der var meget mere vand for et par dage siden.
»Forleden morgen, mens jeg gik her og ordnede, kom der et avisbud traskende. Han vadede lige ud i pytten til den gik ham til knæene. Så stod han derude med sine drivvåde aviser på en vogn og gloede bedende på mig. Som om jeg skulle komme ud og hjælpe ham ind. Gu’ ville jeg da ej. Han må have troet, at han kunne gå på vandet.«
Og det er der jo ingen der kan.
Pytten ved Rampen
Det var da ulideligt......
Ved Hovedbanegårdens sydøstligste hjørne forbindes det trafikale kaos på Tietgensbroen med landets hårdeste narkogade af en lille rampe. Stedet har ikke noget navn, der er ingen der nogensinde har opholdt sig på den lille bakke der skråner stejlt ned mod den sørgelige ende af Rewentlowsgade. Ingen regner den for noget, man forventer bare den er der og skænker den ellers aldrig en tanke. Den har ikke en chance i en arkitektur-kanon, når de taler om nye byrum på Rådhuset står den allerbagest i køen.
Og dog er det et sted med ubetalelige kvaliteter. Netop fordi det er et skodsted har det en ganske særlig feeling, som ellers helt er forsvundet fra byen. Et terrain vague.
Men så i går gjorde den lille rampe sig bemærket. Risten for foden af bakken gav op overfor de store vandmængder og oversvømmede det sidste lille flade stykke, så de travle rejsende, junkierne, husmødrene, turisterne, studenterne og fulderikkerne måtte springe flikflak for at passere. Heldigvis havde nogen lagt en tyk bjælke midt i kæmpepytten.
»Det var da ulideligt«, sagde en pæn dame der ikke hoppede langt nok og fik vand i skoen.
»Un expedition«, sagde en fransk turist til sin kone som heller ikke slap uden en sok.
Enkelte var smarte og kantede sig hen til bjælken via cykelstativet, mens andre helt opgav at løse problemet og bare vendte om og gik en anden vej. Det var især amerikanske turister.
En junkie vadede igennem vandet i gummisko fuldstændig upåvirket. Ja, af situationen.
Palle, som hver dag fejer området omkring hovedbanen med sin kost, er måske den der kender rampen bedst af alle. Han mener at de ødelagde kloakken under bakken da de fjernede de gamle bunkers nedenunder. Og siger at der var meget mere vand for et par dage siden.
»Forleden morgen mens jeg gik og ordnede var der et avisbud, ja han var neger, der vadede ud i pytten til den gik ham til knæene. Så stod han derude med sine drivvåde aviser på en vogn og gloede på mig som om jeg skulle komme ud og hjælpe ham ind. Gu’ ville jeg da ej. Han må have troet at han kunne gå på vandet.«
Og det er der jo ingen der kan.