Klaus Holsting

I hjertet af Sydamerika, ligger en by der strutter af selvtillid. En jævn strøm af tilflyttere gør Santa Cruz de la Sierra til Sydamerikas hurtigst voksende by. Fra søvning provisby med godt 40.000 indbyggere  i 60’erne til pulserende storby med over to millioner crucenos i dag, har den for længst overhalet Bolivias hovedstad La Paz og er nu landets største by og økonomiske motor.

Omgivet af god, flad landbrugsjord og et par oliebrønde tiltrækker den bolivianere fra nær og fjern, som kommer i håb om at få bid af kagen.

Det er ikke i Santa Cruz, at Bolivias socialistiske præsident Evo Morales henter sine stemmer, her hylder man det private initiativ. Byens drikkevandsforsyning, elforsyning og kloaksystem er udbygget med private penge. Kløften mellem de to byer er historisk, for bare få år siden demonstrerede en million mennesker i gaderne  for mere autonomi.

Bydelen Plan 3000 henviser til det antal huse det var planlagt at opføre. I dag huser området 400.000 migranter fra hele landet. Sundhedssituationen er elendig, gaderne bliver til rødt mudder når det regner. 

Selv den mindste købmandsforretning er omgivet af tunge jerngitre, så sæbepulver og chips må rækkes ud gennem et lille hul. Kriminaliteten blandt byens fattigste borgere er til at få øje på.

I Equi-Petrol i den modsatte ende af Santa Cruz går den stenrige ungdom i byen i weekenden. Bydelen har man uden at blinke opkaldt efter et af de olieselskaber der har bidraget til den hastige vækst. Potente biler flyder igennem Avenida Busch med musikken pumpende og smukke teenagepiger flagrende ud af vinduerne.  Pengene sidder uden på tøjet.